Presse

Aldersstegen – men med saft og kraft

Jamen, hvad skal man sige? En flok – om ikke bedagede, så modne herrer. Helt i Per Jegbjergs (bandets trombonist) stil, der her leverede jazz. Ja, og blues. Var der en snert gospel til sidst? Ja, måske. I hvert fald er Bourbon Street Jazzband, et af landets ældste jazzbands, still going strong. Jovist, der har været udskiftninger undervejs, men bandet står stadig for det gode, fede arrangement.

Denne eftermiddag på Hos Anders var ikke en undtagelse. Med et band, hvor alderen er ++60, og en af grundlæggerne fra 1956 stadig er med, fortjener de respekt – og fik det af de 40 publikumer, vi måtte være.

Det er ikke nødvendigt at remse sætlisten op. Der var strejftog til New Orleans, der var blues, der var gospel (næsten), og der var superstemning. Ja, længe siden de havde spillet, kun det fjerde job i år – men garvede herrer, der kan deres metier.

Siden jeg hørte dem sidst, er Jesper Bjarnesen kommet med på vokal, guitar og banjo. Det klæder bandet. Er der liiige en lille “snas” mere af “the blues” i deres arrangementer? – Det synes jeg.

Jamen hvad mere? Finn Odderskov shinede denne eftermiddag. Jo, bandet som helhed kan, kunne og gjorde, men for mig – i dette lille selskab på Hos Anders – var det Finn Odderskov, der liiige gav den det dér mere i dag.

Uanset om Bourbon Street Jazzband kaster sig ud i. C.C. Rider, Blueberry Hill eller Up that Lazy River fungerer det. Det er et band, der kan hinanden. Jovist, små finurligheder – og “hva’ fanden vil du”, spurgte bassisten trommeslageren. Men de kom i hus, kom hjem eller landede.

Onsdag hørte jeg den yngre generations take på The American Songbook. I dag var det de modne herrers take på Memphis Blues, Should I Reveal og Nyboders Pris. Det fører for langt at opremse alle numre, men fremhæves skal alligevel. Just a Closer Walk With Thee med Odderskov på fornem klarinet i en fuldfed New Orleans-klassiker. Sådan!

Finn Odderskov brillerede denne dag, Jesper Bjarnesen leverede en rigtig god vokal – hørte jeg en (svag)  Bjarne Liller i hans stemme? Men fremhæves skal også de messing-arrangementer, der blev leveret undervejs. “Little big band sound” var det. Godt gået!

Bourbon Street Jazzband leverede igen. Ja, de er modne – hvilket også kommenteres på af dem selv, men de er hamrende musikalske. Leverer “varen”, den gode stemning og en lille smule gåsehud. Husk: Alder ingen hindring!

Link til anmeldelsen

Bourbon Street Jazzband WAUW !!!!

Det er vist det rette ord for denne aftens entertainment.
Endnu engang lykkedes det for dette formidable band og deres gæstesolist at tryllebinde deres publikum.
Sikke en performance de leverede og sikke en fyldig lyd der blev sendt ud i lokalet og direkte ind i mine øregange.
Egentlig kunne jeg vel bare henvise til mine skrevne ord efter deres besøg i 2009, men her er alligevel lidt ekstra krøl.
Åh, hvor jeg dog elsker at lukke så perfekt musik ind i mit indre, det varmer helt ind i hjertekulen.Tænk, disse gutter har gebærdet sig på jazz-scenen i mere end femti år og stadig kan de begejstre deres tilhørere.
Vi hørte Kurt synge Shall I confess I love you og med sin sexede stemme kan han smelte ethvert pigehjerte – også dem på 50 + eller da Kim sang One Night with you – uha uha.
Selvfølgelig skulle vi høre melodien som har navngivet dem, nemlig Bourbon Street Parade.
En fantastisk udgave af Honeysuckle Rose spillet af hele to saxofoner, hvor var det bare flot.
Det er musik og melodier der aldrig går af mode (gud forbyde det) og jeg er glad for at jeg tilbragte min aften i Baghuset og ikke i en super-arena. Tak for en suveræn og superfin aften, det blev en af de uforglemmelige og der er heldigvis stadig plads i arkivet til gode oplevelser.

Annelise

Jazz med Silkeborg Plejehjem

Anmeldelse

What a wonderful aften vi havde i Flensborghus. Man kan sagtens spille traditionel jazz fra New Orleans – bare det bliver gjort, som de gør det i Silkeborg.
Hans Chr. Davidsen (hcd@fla.de)

Fre, 24. sep 2010, 19:45
FLENSBORG. Kurt Heegaard Jacobsen ikke bare spillede banjo. Min sidemand i Flensborghus spurgte mig, hvorfor det instrument overhovedet var blevet opfundet (som det hed i aftenens udgave af »Spørge Jørgen«: »Hvorfor må jeg ikke gå med seler? Hvorfor lyder en banjo som en æggedeler?«).
Kurt Heegaard Jacobsen måtte også stå – eller rettere sidde – model til den ene perfiditet efter den anden. Basunisten Per Jegbjerg havde udset sig orkestrets banjomand som offer denne aften i Flensborghus.
Hvad var der mon sket? Havde Kurt Heegaard Jacobsen haft en affære med Per Jegbjergs kone, havde han snydt i kortspil, eller var Per Jegbjerg bare en rigtig irriterende drillepind?
Hans blik i øjnene giver i hvert fald dækning for at kunne påstå det sidste. Der var ikke den i Bourbon Street Jazzband, han ikke var småflabet overfor, da det klassiske New Orleans-orkester gav koncert i Flensborghus torsdag aften. Selv publikum ristede han med sin ironi:
– Dejligt at komme syd for grænsen og spille for det hidtil yngste publikum, vi har spillet for i mange år, sagde Per Jegbjerg – satte trækbasunen for munden og trykkede W.C. Handys »Memphis Blues« ud af messingen.
Det lød ikke så ringe endda – ja faktisk som den slags musik skal lyde. Men når man tænker på, at de syv jazzmænd fra Silkeborg sikkert allerede er blevet skrevet op til plejehjemmet, ja desto mere imponerende er det.

Charmøren Kurt
– Kurt har egentlig fået forbud af lægen mod at komme med her i aften. Men vi tænkte, at så længe Kurt selv kan løfte sin højre fod op på skamlen, når han spiller banjo, så går det nok, sagde Per Jegbjerg – og fortsatte med Louis Armstrongs »Struttin  With Some Barbeque«. Ikke noget Monet-maleri, heller ikke en Rembrandt, men den slags jazz, der dælme bare er så gemytligt at sætte sig ned til og blive glad af.
Sådan at dømme efter Kurt Heegaard Jacobsens statur var der nok ingen, der havde regnet med, at han var damernes ven.
Men man skal aldrig sige aldrig. Efter at han med sin grødede og ret sexede stemme havde sunget »Should I Reveal«, fortalte Per Jegbjerg, at hen ved otte procent af Silkeborgs befolkning nedstammer fra Kurt Heegaard Jacobsen:
– Han kunne i den grad charmere sig ind hos den kvindelige del af Silkeborgs befolkning, da han var ung. Han lignede en græsk gud førhen, og damerne var vilde med hans stemme, fortalte basunisten – og gjorde plads til bassisten Jørgen Nielsen i »Keeping Out of Mischief«. Han fik to soli og så ikke mere. Det var vi bedst tjent med, mente Per Jegbjerg.
Måske var han bare lidt misundelig på, at Jørgen Nielsen tilhører bandets yngre afdeling og endnu ikke har fået sparet op til en vom. Det havde til gengæld trommeslageren Heine »Hot« Poulsen og det med renters rente. Jeg må sige, jeg troede ikke, han kunne banke sådan en trommesolo af, som han gjorde i anden afdeling. Men blev bare endnu engang mindet om, at man ikke skal dømme mennesker på deres udseende.

En lås på køleskabet!
De øvrige musikere udvandrede fra scenen, fordi de sagde, de ikke kunne holde ud »at høre på den larm«, men mon ikke Heine »Hot« Poulsen havde en pointe, da han sagde, de skulle sætte en lås på køleskabet ude i gangen i Flensborghus? Han hamrede og bankede, til han blev helt rød i ægget, og han måtte flere gange trække stortrommen og hi-hatten tilbage, det de blev banket fremad på gulvet.
Bourbon Street Jazzband er Danmarks ældste orkester inden for genren. Det blev til en en fugtig kælder i Herning i 1956, dengang »Ice Cream« var det store hit. Sådan lød det dengang.
– Og sådan lyder det guddølemig stadigvæk, bemærkede Per Jegbjerg med en blanding af stolthed og resignation i stemmen. Håndklæde gennem luften
Hele orkestret spillede den, som var de stadig unge. Selv om en besætning med velstandsknaster, gigt, grå hår og rynker kunne få os til at tro, at de syv – eller i hvert fald de seks – musikere havde været med fra start i 1956, så bød Per Jegbjergs stolthed ham at fortælle, at det havde de altså ikke. Og så fløj der et håndklæde gennem luften, så han kunne tørre sveden af panden efter »Ice Cream«.

Dejlig Honeysuckle Rose
»Basin Street Blues«, »Everyday I Have the Blues« og »On the Sunny Street of the Street« med en veloplagt trompetist i Gerhard Ellerbæk – vi fik det sjove og det aldrig kedelige.
Orkestrets mand på saxofon og klarinet, Finn Odderskov, og pianisten Kim Nedergaard gør Danmark – og Flensborg – lidt dejligere med »Honeysuckle Rose«. Den udgave ville have fornøjet Fats Wallers. Og Kim Nedergaard fornøjede os endnu engang ved også at lægge stemme til »One Night Wirth You«. Der må man give Per Jegbjerg ret: Hvilken rå erotisk udstråling.
Denne aften får fire saxofoner – musikken får tre, og så kommer der én oven i hatten for den humor og varme, Bourbon Street Jazzband havde taget med fra Silkeborg og omegn.
Det var ikke Superliga, det var håndværk og med hjertet.
Koncert med Bourbon Street Jazzband i Flensborghus torsdag aften. Arrangører: Sydslesvigsk Forening og Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger.

Jesper Thilo som overraskelse

Jazzmusik i topklasse afsluttede sæsonen

Af Lars Rask Vendelbjerg

Som det efterhånden er tradition blev årets julejazz i Jazzklub 93 leveret af det legendariske BOURBON STREET JAZZBAND. Og hvilken koncert!
“Med omkring 300 begejstrede tilhørere i Hotel Schaumburgs foyer leverede jazzbandet i lørdags årets vel nok allerbedste koncert” kommenterer Mogens Sørensen fra arrangøren Jazzklub 93.
Det var jazzmusik i absolut topklasse, og som en “juleoverraskelse” kunne klubben som gæstemusiker præsentere Jesper Thilo, en af Danmarks bedste saxofonister. I enkelte supplerede Holstebros egen Freddy Rasmussen på sax.
“De ni dygtige og meget engagerede musikeregav en række fremragende numre, som kom langt ud over scenekanten og fik publikum op af stolene med stor og langvarig applaus til følge. Selv om det var koldt vintervejr udenfor, var det en flok varme og begejstrede publikummer, som tilfredse og i glad julestemning forlod Hotel Schaumburg,” fortæller Mogens Sørensen.

Det var for fedt!

Kære Bourbon Street,
Jeg er nødt til at sige at I var intet mindre end fantastiske i Silkeborg. Det var for fedt. Jeg lever på det endnu. Man kan virkelig høre I har spillet sammen længe, og kan lege med musikken.

Kommer og ser jeg i Søndervig! Venligst hils jeres trommeslager og appeler om at han laver lignende trommesolo.. måske min for lækre date er med.. Han spiller trommer, og jeg ved han vil synes det er cool 🙂
Alt godt!

Mange hilsner
Jette

Traditionel dixielandstil

Ny cd med Bourbon Street Jazzband” indeholder 13 virkeligt gode stykker traditionel jazzmusik

af Ib Olsen, Arbejderen

Det er efterhånden sjældent at høre en ny jazz-cd spillet i traditionel stil, men Bourbon Street Jazzband gør det i god gammeldags dixieland-stil. Cd’en har nu siddet i min afspiller i bilen i lang tid og jeg nyder stadig at høre den. Det er en af mine måder at afgøre, om en cd har blivende værdi.
Den indeholder 13 virkeligt gode stykker traditionel jazzmusik. Første nummer er titelnummeret -It´ s a sin to tell a lie”, Kurt Heegaard Jacobsen synger den meget fint. Hans banjospil er godt og er med til at lægge en fin, solid rytme i bandet.
Kurt Jacobsen kan også høres på noget så sjældent som en tenorguitar, hvor der kun er fire strenge imod en guitars normale seks strenge. Instrumentet er fra omkring 1930 og blev lavet i et forsøg på at lokke flere banjospillere til at forsøge sig med guitar.
Kim Nedergaard synger “One night with you-, så man sidder og ønsker man kunne gøre ham kunsten efter. På cd’en kan man jo ikke se ham, som når bandet spiller live. Jeg har dog været så heldig at se dem live et par gange. Inden starten ifører Kim Nedergaard sig nogle små helt mørke solbriller og pigerne smelter helt hen, kan man se, når de hører teksten på denne sang. Hans pianospil er også af virkelig fin klasse.
Finn Odderskov på klarinet og tenorsax hører jo til blandt eliten af danske jazz musikere og modtog for nogle år siden ganske fortjent jazzprisen i Silkeborg. Per Jegbjerg yder en fin indsats på ventil- og trækbasun. Han er i øvrigt bandets grand old man og ved live koncerter forstår han at introducere bandet pa en charmerende måde. Gerhard Ellerbæk spiller dejligt på sin cornet – et instrument som jeg synes lyder bedre i Dixieland musik end en trompet. Jørgen Nielsen er en virkelig dygtig bassist, som sikkert ville have været helt fremme i rampelyset, hvis han flyttede til København.
Sidst men ikke mindst har vi Heine “Hot” Poulsen på trommer. Han er en fremragende timekeeper. Og hvis du skulle få lyst til at forsøge dig på trommer kan et besøg i Heines slagtøjsbutik lige overfor Cafe Oscar i Mejlgade i Århus stærkt anbefales. Hvad Heine ikke ved om trommer, er ikke værd at vide.
Måske skal lige nævnes at Finn Odderskov og Per Jegbjerg i september hvert år underviser i jazz på Uldum Højskole, hvor undertegnede er fast deltager, så længe jeg endnu kan løfte min guitar. Det er en enestånde oplevelse at deltage i de to herres engagerede undervisning.
Denne CD får min absolut bedste anbefaling på trods af, at jeg ellers er mest til moderne jazz. Det er sundt at søge tilbage til rødderne engang imellem.
Bourbon Street Jazzband:
It’s a sin to tell a lie. CD.

Byens Fede Jazzband

Anmeldelse af “It´s A Sin To Tell A Lie” (2008)

“It´s A Sin To Tell A Lie” er Bourbon Street Jazzbands udgivelse nummer ti i rækken siden debuten med “Bourbon On The Rocks” i longplay-vinyl i 1975. Og det er den første siden “As Time Goes By”, som blev udgivet i anledning af Bourbon Street Jazzbands 50 års jubilæum.
Så det er et af fyrtårnene i det lokale jazzmiljø gennem et par generationer, som igen har været en tur i studiet. Og det er der flere indlysende, gode grunde til. For det første emmer og oser “It´s A Sin To Tell A Lie” af smittende spilleglæde og godt humør. Sådan som vi kender det, når Bourbon Street spiller “live”.
At dømme på det nye udspil er bandet med sine 52 år på bagen stadigvæk i sin bedste alder. Her er der hverken knirk eller knag at høre. Ikke det mindste tegn på messingtræthed- tvært imod er det meget tydeligt, at de syv medlemmer af Bourbon Street Jazzband anno 2008 kender hinanden på hver en akkord – hvert et trut, tangentstrøg, banjogreb og trommeslag
Timing og anslag er helt i top – bare lyt til “Down In Honky Tonk Town”. Og så vil jeg i øvrigt gerne fremhæve vokalen hos Bourbon Street Jazzband. At finde en sanger, der virkelig kan synge jazz, er ofte det svageste led hos mange traditionelle jazzbands, men Kim Nedergaards stemme er ru, rytmisk og autentisk – både til den traditionelle jazz og når der bliver lagt an til lidt mere blues som på “One Night With You”.
Den anden indlysende grund til at udsende en ny CD er Bourbon Street Jazzband selv inde på. For på omslaget står der nemlig, at “Alle har ret til et fedt jazzband”. Hermed mener bandet, at alle har ret til at høre fed jazzmusik – også når Bourbon Street Jazzband ikke er lige i nærheden.
Så kan man nemlig sætte CD´en på enten i bilen eller hjemme i stuen og blive i rigtigt godt humør af at høre de 13 friske numre fra byens gode, gamle jazzband.
Bemærkning: Kim Nedergaard synger kun “One Night With You” på denne CD. De øvrige indsatser skyldes Kurt Heegaard Jacobsen, den ene af bandets to oprindelige medlemmer! Med venlig hilsen Bourbon Street Jazzband.

Bourbon Street Jazzband skuffede ikke

Midtjyllands førende New Orleans jazzorkester begejstrede publikum, da de leverede varen præcist, som de skulle torsdag aften.

EGERNFØRDE. Kender De det: Man sidder og drømmer midt på jernbaneskinnerne et sted på den øde og støvede prærie, da man hører den advarende lyd af hornet fra et halvfjerds tons diesellokomotiv, der kommer brusende?

Lige så flot lød blæserne i jazzklassikeren “Should I confess”, når de paralleltruttede deres fill-in’s mellem versene, sunget med en charmerende, hæs whiskeystemme fra Kurt Heegaard Jacobsen, der har været med siden starten i Bourbon Street Jazzband helt tilbage i 1956. Derfor har jazzbandet, der blev grundlagt i Herning, men som nu mere kalder sig Silkeborgs “husorkester”, 50 års jubilæum i år.

Ligesom Kurt Heegaard Jacobsen (banjo og tenorguitar) har Gerhard Ellerbæk (kornet) været med i alle årene, mens de øvrige bandmedlemmer er kommet til siden. De har dog alle spillet jazz længe, og netop de mange år i selskab med jazzen har gjort, at de spiller så præcist og godt sammen, at koncerten skal dissekeres overordentlig grundigt, hvis man skal kunne finde blot en enkelt skævert Man kunne høre eller genhøre gamle jazzklassikere, dygtigt arrangeret af Per Jegbjerg, der “kun” har været med siden 1978, og som fortalte hyggelige anekdoter mellem numrene og fik folk til at trække på smilebåndet.
Bourbon Street Jazzband er en institution i den midtjyske musikverden. De har været med til at gøre Silkeborg til en vigtig musikby. Det er faktisk Kurt Heegaard Jacobsen, der tog initiativet til Silkeborgs berømte Riverboat Festival i 1966. Og så var der det med soliene. Humoristisk meldte Jegbjerg, at der (citat:) “i det næste nummer desværre er indlagt en trommesolo, som bliver eksekveret af Jyllands største trommeslager”, og her hentydede Jegbjerg ikke kun til bandets 44-årige yngling Heine “Hot” Poulsens korpus.

Soloen blev af en sådan karakter, at et par af bandets øvrige medlemmer undervejs måtte rykke højttalere, kaffekopper og nodestativer tilbage på plads, fordi slagtøjsmonstrets udfoldelser havde fået dem til at hoppe ganske meget rundt på scenen. Og senere “desværre” en bassolo (Jørgen Nielsen) og siden en klaversolo (Kim Nedergaard) samt klarinetsolo (Finn Odderskov). Det behøvede de ikke at skamme sig over. Soliene var korte og fine, og ikke utrætteligt lange, som mange bands ellers har tendens til. Og så gik vi videre med Basin Street Blues, igen med Heegaards stemme, der er blevet mere jazzet med alderen. Et nummer med en flot up-tempo-afslutning.

– On the Sunny Side of the Street er et nummer, vi har spillet i samtlige orkestrets 50 år, fortalte Jegbjerg publikum. Et helt obligatorisk nummer, der hører med til en ordentlig New Orleans-jazzaften. Den klarede de også flot, måske i kraft af, at kornetspilleren Gerhard Ellerbæk netop havde fået nye tænder, så vidt Per Jegbjergs mellem-numrene-skæmten. Down by the Riverside blev man ikke snydt for. Sådan et nummer, man bare skal klappe med på, og gerne på to og fire. Efter sådan en fanfare af dygtigt spillede numre havde publikum svært ved at lade Bourbon Street Jazzband gå, og slet ikke før, de i et fint, lille medley havde givet den uopslidelige “When the Saints”. Det var fuldbragt.
Thomas J. Wiltrup

What a wonderful jubilæumskoncert

Bourbon Street Jazzband og Papa Bue´s Viking Jazzband, der begge blev stiftet for 50 år siden, fik søndag Musikhuset til at swinge med den lyd fra New Orleans, som blev genfødt i USA og Europa netop for et halvt århundrede siden.

Af Knud Esman

Aldrig har så mange, så gamle, haft så fine musikere at takke for så meget til Jazz i Musikhuset i Århus. Koncerten søndag eftermiddag fik i tre timer 1000 begejstrede tilhørere til at le og græde over kærlighedens balstyrige sange. Bourbon Street Jazzband og Papa Bue´s Viking Jazzband, der begge blev stiftet for 50 år siden, passede til hinanden som en svaber til sin pøs. De to jubilarer fik huset til med energi og poesi at swinge med den lyd fra New Orleans, som blev genfødt i USA og Euopa netop for et halvt århundrede siden.
Den 76- årige basunist Arne Bue Jensen, alias orkesterlederen Papa Bue, var dagens hovedperson, og han udfyldte sin rolle med bravour. Han måtte støtte sig til både sin sølvbeslåede stok og dagens konferencier, Jørn Okbo, da han gjorde sin entre, og man var ganske nervøs for, om den gamle mand ville nå uskadt frem til sin stol ved siden af flyglet. Det gjorde han godt og vel.

Rørende og rå
Papa Bue har altid været større som orkesterleder end som instrumentalist, men med den smule luft, som han havde i behold, tog han sig suverænt af sin basun. Med lange glidende træk, skift i tempo og tone og med den karakteristiske slørede intonation var han på samme tid rørende, skrøbelig og rå.
Han sad sammensunken på sin stol, plirrende med øjnene bag brilleglassene, og man frygtede at nu skulle vi til prostatajazz med en forhenværende berømthed, men nej. Her var en ægte jazzmand med en historie. Et menneske, der gjorde sine fysiske svagheder til en styrke. Han voksede en meter, når det blev hans tur til at spille.
Han sang, også med den indsigt, der kommer af personlige erfaringer og oplevelser med en ukuelig vilje til at fortælle. Stemmens rust og den komisk bedrøvelige tone, der for andre kunne have været et handicap, gjorde de korte øjeblikke sublime.
Koncerten blev åbnet af Bourbon Street Jazzband, der ikke er i samme division som vikingerne, men de jyske musikere administrede deres kunnen og talent med bravour. De udfoldede sig smukt i New Orleans jazzens kollektive improvisationer med pianisten Kim Nedergaard, klarinettisten og saxofonisten Finn Odderskov, basunisten Per Jegbjerg og trompetisten Gerhard Ellerbæk i front.
Jazzen kreperer simpelthen, når den bliver for intellektuel og andægtig. Her fik den liv til tidløse melodier. “Basin Street Blues”, “Struttin´with some Barbeque” og “My blue Heaven” skabte et taktfast bifald med indbygget hjertevarme.

Viril Odderskov
Odderskov løftede med sin virile, pågående tone især kvaliteten. Han har sit kendte musikalske bid i alle tænderne, men er også gift med byens dejligste og sandsynligvis dygtigste tandlæge.
Måtte Odderskov, der på grund af lukningen af Vestbirk Højskole har mistet sit job som underviser, snarest genoprette sit næsten big band. Han har så meget at give jazzen.
“Down by the Riverside” med Papa Bues Viking Jazzband bragte efter pausen stemningen op over kogepunktet. Forrest stod trompetisten og sangeren Joe Errington, der fik et tusinde til i sjælen at følge han, selvom deres gennemsnitsalder må have været omkring halvfjers. Buerne sprængte alle rammer med deres livsbekræftende udfoldelser. Det var, som om de illustrede Evert Taubes vidundelige vise “Så længe skuden kan gå, sålænge hjertet kan slå” Da vikingerne i sin tid startede på Skipperkroen i Nyhavn, havde værtshuset kun licens til tre musikere. Orkestermedlemmerne måtte derfor skiftes til at drikke i baren og spille. Det liv har sin pris. En århusiansk musiker, der var med i en periode, har forsikret mig om, at det var livsfarligt at spille med The Viking Jazzband.

Bro over faldgruberne
Den herlige pianist Jørn “Jønne” Jensen har hidtil overlevet og været med i 42 år, men har formentlig ligesom Papa lagt Sturm und Drang perioden bag sig.
Det forunderlige er, at fortidens ånd og evner er leveret videre fra generation til generation ad en usynlig bro over alle faldgruber og katastrofer.
Da de to orkestere forenedes i “I´ll be glad when you´re dead, you Rascal You”, var der næppe et øje tørt. Odderskov og Erik “Krølle” Andersen duellerede på klarinet, som var de to supermellemvægtere i en forrygende duel om verdensmesterskabet. Der var gensidig respekt i det håndtryk, de gav hinanden bagefter. Musikerne kunne alle som én trygt regne med publikums accept af ånden i afslutningsnummeret “What a wonderful World. Koncerten var sjov, højtidelig, poetisk og aldrig kedelig.
jpaarhus@jp

Veteraner i Jazzens hule

af Ivar Rønsholt
Det kan være ganske fornøjeligt at krydse sit eget spor. Ja, man kan ligefrem få den fornemmelse at man træder ind i en tidslomme, hvor intet har forandret sig – selv om der er gået over 40 år.

Sådan en havde jeg det en fredag her i februar, da jeg fik lyst til at gå i byen. Det måtte godt være et sted med levende musik, men i så henseende byder Århus ikke på mange muligheder for halvgammel svinger som mig på nær de 60.

Jo, én mulighed var der, nemlig Aarhus Jazzklub. Den holder til i kælderen, “Løvens Hule” under Cafe Felis på Pustervig, hvor der hver fredag aften bydes på levende traditionel jazz. Dér havde jeg aldrig været, så dér måtte jeg ned.

Og så var det, jeg trådte ind i tidslommen. Aftenens orkester var ingen ringere end Bourbon Street Jazzband fra Silkeborg, som jeg dansede vildt og længe til i Downtown Jazzklub , da jeg var skoleelev og senere journalistelev i Silkeborg i første halvdel af 1960´erne. I de år, da bandet var med til at søsætte den succesrige Riverboat Jazzfestival, og da hver eneste provinsby med respekt for sig selv havde en jazzklub. Så kom The Beatles og The Rolling Stones, men det er en helt anden historie.

Tænk, at gode gamle Bourbon stadig spillede! Oven i købet med to af de musikere, som har været med lige fra starten i 1956, Kurt Heegaard Jacobsen, banjo og vokal (hvor var det herligt at genhøre hans hæse Louis Armstrong-agtige stemme), og den fremragende kornettist Gerhard Ellerbæk. Vi fik hilst hjerteligt på hinanden, inden de gik på scenen med “Basin Street Blues”. Så var den hjemme. Minderne om forrygende ungdomsår væltede frem i takt med New Orleans-synkoperne.

“Hulen” var fyldt til bristepunktet med ligesindede og jævnaldrende – sådan plus/minus. Man genkendte en del ansigter fra diverse Tunø-festivaler. Så mange var der ved bordene i det lavloftede og passende tilrøgede lokale, at der ikke var ledige kvadratmeter at danse på.

Men musikken og de eviggrønne standard-numre var de samme. Jeg bilder mig ind, at Bourbon Street er blevet betydeligt bedre musikere efter 40 års livserfaring, samspil og ihærdig træning. Skadet har det jo heller ikke, at de har fået Århus-musikeren Finn Odderskov med på klarinet og saxofoner.

Hold op, hvor det swingede. Jazz skal høres i en klub og ikke i et stort festivaltelt. Det blev en herlig aften for alle vi veteraner.

Et brag i Hulen

af Jørn Kildall
Aftens orkester, Bourbon Street Jazzband var yderst veloplagt, personificeret af Per Jegbjerg, som underholdt en fyldt “Hule”, med personlige og politiske kommentarer til dagens Danmark… meget underholdende. Aftenens koncert var orkesterets anden i “Hulen”, det kan undre både undertegnede og mange af publikummerne, men vi får dem vel at høre igen? Orkesteret er meget professionelt og spiller med en indlevelse som sjældent opleves i Danmark. Selvom de til tider virkede en anelse uforberedt, og skulle lede efter noder, så var deres præstation i topklasse… ingen tvivl om det!

Speciel Finn Odderskov gjorde et stort indtryk, som sædvanligt! Han er måske den mest ydmyge musiker jeg nogensinde har oplevet. Finn bliver meget forlegen når publikum klapper efter solo. Men det klæder ham og Hr. Odderskov kan bære det. De andre musikere; Gerhard Ellerbæk på kornet/trompet og Per Jegbjerg på trombone/ventilbasun gjorde det fremragende. Specielt Kurt Heegård på tenorguitar/banjo var fremragende som sanger! Rytmegruppen var Heine “Hot”, Jørgen Nielsen og Kim Nedergaard. De gør ikke meget væsen af sig, men hvis de ikke var der, ville de tre blæsere i front overhovedet ikke have nogen berettigelse. Derfor, stor respekt og applaus til drengene “bagved”. Jeg kan konkludere, at koncerten er den bedste jeg har hørt i denne sæson. Så til orkestrene som kommer bagefter… ta’ jer sammen, for klubben og “Hulen” har et kræsent og kvalitetsbevidstpublikum, som altid forventer det bedste af både orkester og køkkenet!

Et orkester vi kan være stolte af

af Einar Ege Møller
Da Bourbon Street Jazzband i samarbejde med Silkeborg Jazzklub og Danmarks Radio fredag aften inviterede til radiooptagelse, havde man valgt cafeen på Silkeborg Museum som rammen om opvarmningskoncerten og den efterfølgende transmission. Der kom imidlertid så mange, at der kun blev ståpladser til de sidste, og mange gik hjem igen.

Interessen for musikken og bandet var der – ingen tvivl om det, selv om nogle også var draget hjemmefra for at opleve, hvordan en radiotransmission foregik.

Verner Kjærsgaard fra DR bød velkommen og fortalte kort, hvad der skulle ske i løbet af aftenen, og så gik Bourbon Street ellers i gang med en god times opvarmningskoncert – opvarmning for både orkesteret og publikum, så livetransmissionen senere kunne give et godt indtryk af jazzlivet i Silkeborg.

Bourbon Street har, siden jeg hørte det sidst, fået Finn Odderskov med på klarinet, tenorsax og sopransax, og med ham er der virkelig sket noget. De mange soli, han i aftenens løb fik lov at fyre af, satte ikke blot liv i resten af musikerne, men i høj grad også i publikum, der da også prompte belønnede med klapsalver.

Inspirationskilde
Et band af Bourbon Streets type er selvfølgelig et hele, hvor hver musiker udfylder en nødvendig plads. Men man har på fornemmelsen, at Finn Odderskov giver alle inspiration og mod til dristige musikalske improvisationer.

Repertoiret i såvel opvarmningsfasen som i selve transmissionen var selvfølgelig de gode gamle kendinge, begyndende med Kurt Weills og Bertolt Brechts evergreen “Mack the Knife”. Vi fik fortalt historien om trompetistens nye mundstykke, vi hørte Kurt Heegaard Jacobsens karakteristiske sangstemme og meget mere. Stemningen steg, og var særdeles høj, da live-transmissionen gik i gang klokken 22.30 – og bedre kunne det nok ikke være. Men faktisk steg den yderligere i løbet af denne del – så meget, at nogle gav sig til at danse i salen, der støder op til cafeen. Og Bourbon Streets musik er da også af den slags, det er meget svært at sidde stille til – fingre, fødder, hoved og krop giver sig, uden at man ved af det, til at bevæge sig i takt med musikkens inciterende rytmer. Det sås tydeligt på publikum fredag aften, hvor alle, hver på sin måde, markerede rytmen.

Kim Nedergaard ved elpianoet havde også en stor aften – der blev spillet boogie og synget, så tangenterne var rødglødende, og stemningen i salen nåede uanede højder.

Højt niveau
Efter en sådan festlig aften, som hele landet havde mulighed for at opleve via DR, må man konkludere, at Bourbon Street har været medvirkende til endnu en gang at understrege, at musiklivet i Silkeborg ikke blot har mange facetter, men også et niveau, man som silkeborgenser kan være stolt af.

Man gik hjem med forhøjet puls og tonerne fra “Tinroof Blues” og “Red Sails in the Sunset” rumsterende i kroppen så intenst, at man allerede glæder sig til næste genhør.

Den er bare go´

(5 ud af 6 “avishatte”)
Anmeldelse af “Oldfashioned Love”
af Anne Mai Willum

Så har Silkeborgs “husorkester”, Bourbon Street Jazzband, været i studiet et par dage for at lave en skive til det glade jazzfolk. Det har resulteret i 16 lyttervenlige numre, som vi tidligere kun er blevet præsenteret for live fra deres side. Og der ér forskel på live og studie. Det kan være svært at få den samme stemning hjemme i stuen, men med denne skive oplevede jeg flere gange, at fødderne dappede lige så voldsomt, som havde jeg siddet på Rampelys, og det må være begrundelsen for den første avishat. Den næste falder for en meget fin lyd hele vejen igennem. Og så er der én for arrangementerne. De har ikke svigtet New Orleans, men Jegbjerg og Odderskov, der har stået for arrangementerne, har fået et rigtigt lækkert swing med, der ind imellem antager helt Millerske mindelser, og det er da flot med kun tre blæsere!

Alle syv musikere markerer sig flot med solospil, og selv om Hans Brockstedt ikke har en decideret trommesolo, er man ikke i tvivl om, at han, sammen med bas-Jørgen har helt tjek på det med rytmen, så dér falder også en hat. Der er faktisk mange ting, der kan fremhæves af fine detaljer, flotte solopræstationer m.m.

Men den femte hat vil jeg sætte for all-round indtrykket. Det er en god CD.De kunne næsten fortjene en hat for Jegbjergs herlige historie i coveret om alle de trængsler, orkesteret var igennem op til indspilningen, men nu er det jo altså musikken, der skal anmeldes her, så de får ikke den sjette hat. så ville de jo bare tro noget!

Høj energi på den dovne flod

Anmeldelse af “Up the lazy River”
Af Brian Jensen Felde

De bedagede herrer i Bourbon Street Jazzband ter sig på ny CD som forårskåde ynglinge
***** Nej, det er ikke en slåfejl. Det er fem stjerner. Fem stjerner til silkeborgensiske Bourbon Street Jazzband for en studieindspillet “Live-CD med titlen “Up the lazy River”. Fem stjerner for høj energi -og trompetføring på den dovne flod. Det er nu 36 år siden, Bourbon Street fik pudset til at dratte ned i et kælderværelse i Herning. Pudset er stadig i fare, men nu drysser det ledsaget af noget af det bedste jazz, der præsenteres i Danmark. Det er heller ikke bare glade amatører – det er de også. Det her er ikke bare et solidt jazzband – det er de også. Det her er ikke bare en CD – det er det også. Men det er først og fremmest et flot bevis på hvor langt amatører i ordets egentlige forstand kan nå med udholdenhed og et sikkert blik for, hvad jazz er.

Det handler om ægthed
Det er ægthed, det handler om. Og netop denne kvalitet har Bourbon tonet op på “Up the lazy River”. Blandt andet har man sagt nej til de såkaldte “overdubs” – lagkageteknikken i studiesammenhæng. Pladen er ganske vist et studieværk, men lyden af live emmer nærmest ud af numrene.

Ellerbæks embouchure
Ikke mindst på den baggrund er det intet mindre end imponerende hvad ikke mindst Gerhard Ellerbæk præsterer på cornetten. Ellerbæk griber improvisationerne og serverer dem så sikkert som sjældent hørt med dansk embouchure. De mange ellerbække små gør den dovne flod til et meget stort og vitaminrigt vandløb. Dermed ikke sagt, at de øvrige bourbon´er falder igennem. Det sker ikke på noget tidspunkt. Tværtom.

Farvel og på gensyn
“Up the lazy River” er spændende af andre årsager. Blandt andet fordi bandet elegant har præsenteret nye folk og tidligere besætningsmedlemmer. Der bliver taget musikalsk afsked med Steffen Juul Hansen og sagt goddaw til Poul Martin Grønnegaard. Besætningen på turen op ad den dovne flod er Gerhard Ellerbæk (co), Steffen Juul Hansen (cl), Per Jegbjerg (tb, vtb), Kim Nedergaard (p), Kurt Heegaard Jacobsen (bj, vo),Jørgen Nielsen (b), Hans Brockstedt (dr)- desuden medvirker Poul Martin Grønnegaard (cl)og Hans Jørgen Jensen (ts, as). Den fint afbalancerede studie-teknik har været overladt til bandets tidligere bassist Jesper Lundgaard. Og det er bare OK.

Mysteriet om tallet syv
Med fare for at gøre forestillingen for højtidelig bør man nu tage hul på den mere underfundige del af Bourbon Street Jazzband. For der knytter sig en mængde mystik til bandet. Det er historien om det besynderlige sammenfald mellem tallet syv og Bourbon Street Jazzband – og samtidig et indblik i, hvor langt det silkeborgensiske band kommer omkring.

Som det står at læse på coveret, så har “Bourbon Street Jazzbands syv medlemmer, navnet indeholder 21 bogstaver, og tværsummen af startåret 1956 er 21 (3×7). Syv ud af ti af de festivals, orkestret har deltaget i, har haft godt vejr. På syv-årsdagen for afspilningen af temaet fra Olsen-bandefilmene under festivalen i Dresden faldt muren, og kun syv timer efter Bourbon Street Jazzband var landet i Nairobi, brød optøjer løs i bymidten. Tilfældigheder? Sacramento Jazz Jubilee, USA (igen er tværsummen 21). På Grønland blev der fundet guld kun 49 (7×7) døgn efter udførelsen af “Brother can you spare a Dime” i Nuuk Jazzklub. Syv timer og 77 sekunder efter modtagelsen af en invitation til Hong Kong Arts Festival brød vandet ind i Storebælt-tunnelen. Kan disse kendsgerninger afvises som et udslag af tilfældigheder?
Eller kan det virkelig forholde sig således, at et obskurt, midtjydsk amatørjazzorkester fungerer som en art parabol for ukendte kræfter? Medens denne CD bliver produceret, er der syv måneder, syv døgn og 77 minutter til at EF´s indre marked er en kendsgerning…Tilfældigt?

Det er dog ikke tilfældigt, hvis CD-udspillet fra Bourbon Street Jazzband kan blive et hit- hvis man da i det hele taget kender til det fænomen i jazzkredse. For der er tale om et af de stærkeste stykker “trad”-swing-arbejder, der længe har lydt.

BSJ – renset for blær og krukkeri

Anmeldelse af jubilæumspladen “På plakaten i 25 år”
af Jens Gaardbo

Bourbon Street Jazzband producerer god, uspoleret traditionel jazz og swing, og folkene bag instrumenterne ligefrem lyder sympatiske. Ikke kun ligger musikken på et gennemgående højt niveau, men samtidig er den befriende renset for solistisk blær eller anden musikalsk krukkethed – sådan skal det være i den genre.

Så tillykke til BSJ med 25- året som en af de bedre eksponenter for dansk jazz. Også jubilæumspladen kan orkesteret være tilfreds med, og vi andre kan glæde os over en række fine Per Jegbjerg- arrangementer af de bedste amerikanere. “Gee, Baby ain´t I good to you”, “Lady be good”, og “The Man I love” er eksempler fra pladens sammensætning, og navnlig de to sidstnævnte Gershwin-numre er noget af den bedste udførelse, jeg har hørt fra dansk side. BSJ har det nok også bedst i grænselandet mellem swing og blues, for den mere radikale New Orleansstil er næsten for statisk til orkestrets runde, posede lyd.

Sangerinden Ulla Brantenberg er hentet ind som gæstesolist i tre numre. Hendes register er begrænset, men inden for sit naturlige leje synger hun stærkt, indtrængende og med udviklet sans for personlig frasering. Ikke mindst på grund af evnen til at fange finesser og snappe sin egen luft en anelse for langt ind næste beat er hun spændende at lytte til.

Også Niels Brockstedt på piano og den udmærkede tenorsaxofonist Jørn Zacho er med som gæster. De to pynter i billedet, al den stund de syv faste i Bourbon Street Jazzband netop vinder på deres samspil snarere end på den enkeltes format. Med al respekt for en umådelig velspillende gruppe, så er ingen af dem verdensmestre hver for sig – og det forsøger de sundt nok heller ikke at være.
En sympatisk, velspillet og uprætentiøs plade.