Bandet 2024

Nuværende medlemmer

Medlemmer af Bourbon Street Jazzband

Gunnar Lautrup

trompet (siden 2023)

Gunnar stammer fra Viborg, men det er Aarhus, der i de sidste mere end 50 år har haft glæde af hans passionerede musikerskab. Med udgangspunkt i den traditionelle jazz har han udforsket mange grene af musikken, også den klassiske. Gunnars stilsikre trompet har lydt i spidsen for adskillige førende danske jazzgrupper og big bands, og de senere år har man også kunnet opleve ham udfolde sig virtuost på ventilbasun.

Finn Odderskov

Klarinet og saxofoner, vokal
(siden 1997)

Finn er uddannet maskinarbejder og seminarist, men efter musikkarrierens spæde start i hjembyen Fredericia, blev han snart en del af det blomstrende jazzliv i Aarhus. Finn har spillet lige op med et utal af internationale jazzmusikere på Jazzhus Tagskægget; har arbejdet med big bands, både som medlem og som leder, og har vejledt generationer af unge musikere som højskolelærer på Vestbirk Højskole. Med Finn Odderskov som fast medlem skal man have styr på kalenderen, for mange andre vil også gerne spille med ham.

Jens Nørholm

Piano (siden 2022)

Jens fra Hjørring er god til rigtig mange ting; fx er han også sej bag trommerne. Men det er hans dynamiske og lydhøre klaverspil, samt hans indgående kendskab til jazzhistorien, der gør ham selvskrevet til en plads i det gamle orkester. Han er uddannet på konservatorier i både Danmark og USA, og underviser til daglig på Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg. Han  komponer egne værker, foruden at han har akkompagneret flere store navne end der er plads til at nævne her. Kig på hans webside

Heine ”Hot” Poulsen

Trommer, vokal (siden 2002)

Han har styret trommerne i alt fra tyrolermusik til big band, har handlet med alt fra slagtøj til sand i Sahara, og er frivillig koncertarrangør for Randes Musikfond. En sand spillemand, musikentreprenør og gøgler, med et stærkt fokus på musikkens underholdningsværdi. Heine er ligesom flere andre af orkestrets medlemmer også en inspirerende musiklærer, og hans barnlige sind gør ham i stand til at udrette mirakler, hvor andre må give fortabt.

Per Jegbjærg

Trækbasun, ventilbasun og arrangementer (siden 1978)

Orkestrets ældste medlem er en blanding af humorist og sortseer, og han spiller en central rolle, dels med sine introduktioner fra scenen, dels med sine velklingende arrangementer af musikken. Pers musikalske forbilleder er swingtidens mestre, og han foretrækker ventilbasunen, men kan også overtales til at spille en djærv New Orleans-inspireret trækbasun. Altid velklædt og forberedt på det værste.

Jesper Bjarnesen

Banjo, guitar og vokal (siden 2018)

En højt respekteret og meget travl herre, som i dette orkester får mulighed for at dyrke sine rødder i jazz – og bluesmusikken. Han har – udover sine egne mange projekter, optrådt med Ib Glindemanns Big Band og Klüvers Big Band, med hvem han også har indsunget et anmelderrost album. Jesper er en sanger med en rå, troværdig og ganske uimodståelig vokal, leveret med stensikker feeling og timing.

Jørgen Nielsen

Kontrabas (siden 1987)

I mange år en travl basguitarist i utallige sammenhænge i Aarhus, lige fra rock, blues og jazz til fusionsmusik; fra 1986 også kontrabassist, hvilket åbnede vejen ind til et vikariat i Bourbon Street, hvor kollegaen Kim Nedergaard fra Kims Bacon allerede spillede. Fast medlem siden 1988, og med til at give orkestret det præg af blues og boogie, der adskiller Bourbon Street Jazzband fra mange andre traditionelle orkestre. Kim kom desværre ud for en trafikulykke i 2022. Den 13. april 2024 mistede vi Kim og måtte derfor sige farvel til en kær ven og kollega.